Sandheden om hvordan det i virkeligheden er gået
Det begyndte i november, da min læge trak det røde kort og sendte mig hjem på en omgående sygemelding med ordene stresskollaps, udbrændthed og helbredstruende flagrende efter mig. Det korte svar var, at det havde jeg ikke tid til.
Op til da var gået 8 måneder med 70 timers arbejdsuger, lidt bog – og blogskriveri, gratis PR-rådgivning on the side, plejekrævende hund og en kriseramt hjemmefront, der burde have haft meget mere opmærksomhed end den fik, for jeg er sådan en, der kan det hele – og mere til. Altså bortset fra at jeg var ved at gå i bro af dårlig samvittighed over ikke at slå til på nogen områder overhovedet. Og det var ikke fordi, jeg ikke forsøgte. Eller gjorde mit allerbedste. Det var bare ikke tilnærmelsesvis nok.
Så i stedet skruede jeg op for tempoet, sad hver nat og arbejdede til kl. 02, råbte efter hunden, når den var glad for at se mig efter 12 timer, fordi jeg ikke kunne kapere flere, der ville have noget af mig, var rasende konstant, skar alt hvad der hed motion/venner/ familie væk, havde konstant mave- og hovedpine og sov ikke overhovedet.
Hvis jeg var heldig blev det til et par timer på øjet, ofte måtte jeg stå op igen og trave lange ture om natten, fordi jeg ikke kunne være i min egen krop af åndenød, hjertebanken og en fornemmelse af myrer over det hele. Berøringer føltes som at blive brændt og tit måtte jeg lægge mig et andet sted for blot at få et par timers søvn, fordi nærheden fra andre mennesker gav kvælningsfornemmelser. Ikke, at jeg ikke kunne lide folk, der var bare så få ressourcer at give af, at jeg blev ekstremt indesluttet, kort for hovedet og fx begyndte at springe frokosten med kolleger over og gå ekstremt sent i seng. Når man alligevel ikke kan sove, er det endnu mere frustrerende at høre på en anden, der sover og det eneste, der kunne give lidt ro var, at stene tv-serier natten igennem og forsøge at sove til kl.12 i weekenden, for at få indhentet søvnunderskuddet, hvilket naturligvis ikke lykkedes – og så brugte jeg resten af weekenden på at arbejde hjemmefra… (Ja, jeg har været en fest)
Og det værste er: Jeg kunne overhovedet ikke se, at det var helt galt. Tværtimod blev jeg rasende, fordi jeg mente, at det var min tur til at køre noget karriere og det måtte omgivelserne have forståelse for. Bevares, jeg synes da det var irriterende med den konstante mave- og hovedpine, det føltes helt naturligt at gå i seng med fuld krigsmaling, for jeg skulle jo alligevel op 2 timer senere og orkede ikke at lægge nyt og især generede det mig, at fra at have haft hukommelse som en elefant, så kunne jeg pludselig intet huske:
Ligesom Andrea, skrev jeg lange mails til mig selv om natten med ting, jeg skulle huske. Jeg mødte på arbejde i hjemmesko, anede ikke hvordan jeg var kommet hjem, kunne ikke føle halvdelen af mit ansigt, havde sært snurrende læber, meldte min cykel stjålet, indtil cykelsmeden ringede efter en uge og spurgte, hvornår jeg gad komme at hente den (Jeg ved stadig ikke, hvad der skulle repareres) og har tilsyneladende glemt at fortælle, at jeg hjalp en veninde med at leje en lejlighed, da hun skulle hurtigt væk fra en håbløs mand…
Selv troede jeg, at alt ville blive bedre, hvis bare jeg for fanden fik sovet. Jobmæssigt foregik der mange ting, der var helt skæve og det var ekstremt krævende, at forsøge at gardere sig imod. Derhjemme kunne vi skændes til helt ud over kanten over mit komplette fravær, der var lige en jul, der skulle holdes, en knude og et modermærke, der gav mig etiketter med ”akut” ”kræftpakke” og ”behandlingsgaranti” og slutteligt nogle trusler, der fik læsset til at vælte helt. Efter det holdt jeg op med at sove overhovedet, begyndte at lave fejl på jobbet og synes derfor det var oplagt, at arbejde endnu mere.
Søgte jeg hjælp? Nej. Fandt et professionelt menneske at tale med det om? Nej. Talte med andre om, hvordan jeg havde det? Nope. Trak stikket og skruede ned? Faneme nej! For hvis der er nogen, der ikke er en svagpisser, så er det mig og jeg kan kraftedeme klare det hele, alene og uden at pive. Altså lige bortset fra de gange, hvor det hele væltede for mig og jeg græd og græd, mens jeg ventede på at nogen tog ansvaret og stoppede festen for mig. Men man skal jo nødig være til besvær og gøre folk bekymrede, så derfor virkede det som den bedste løsning at holde tingene for sig selv. I dag er noget af det, jeg er mest ked af, at jeg ikke fortalte nogen om, hvad der i virkeligheden foregik indvendig, men jeg synes faktisk det var vigtigere, ikke at gøre folk bekymrede. Og jeg kunne jo klare det selv, hvis bare jeg fik lidt ro. (Nu skal man tale pænt, men man er en idiot, når man tænker sådan. Virkelig)
Da vi nåede februar tog kroppen beslutningen for mig og nægtede at stå ud af sengen. Det var influenzasæson, så jeg tænkte det ville tage en uges tid, hentede pc’en og sad og skrev 3-4 artikler, mens jeg græd og kastede op… Så gik jeg til lægen og satte krydser i den helt forkerte ende af et skema, havde for højt blodtryk, et mavesår – og stress. Man skulle tro, at jeg så havde læst skriften på væggen, men for mig var det simpelthen uacceptabelt at gå ned. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men i min selvopfattelse er jeg ikke sådan en, der går ned. Slet ikke med stress. Hvilket er en fuldstændig idiotisk måde at tænke på, så hvis du gør det samme, så drop det. Lige med det vuns.
Først to måneder senere tog jeg mig sammen til at kontakte en psykolog, for det føltes helt uoverkommeligt, at skulle forklare alt, hvad der var foregået. Samtidig mente jeg stadig, at jeg kunne klare det selv. Det kunne jeg også, når jeg sad hjemme i sofaen og gloede serier i døgndrift. Til gengæld så jeg bort fra, at jeg hver gang måtte gå tudende, med uforrettet sag, fra supermarkedet, fordi jeg ikke kunne overskue larmen, bip-lydende fra kassen, de hylende unger, eller at skulle finde et alternativ til det, der stod på min seddel. Eller når jeg ikke orkede at børste tænder eller vaske hår i dagevis. Eller levede af chips og mandler i 14 dage, fordi Anden Halvdelen var på kursus og jeg ikke magtede at skaffe/lave /ringe efter mad og hverken kunne se mennesker eller føre en samtale. Faktisk var det lidt en lettelse, at han var væk, for så havde jeg knapt så dårlig samvittighed over at være et udsplattet vrag i nattøj. Når man ikke kan rumme sig selv og sin egen elendighed, afmagt og fiaskofølelse, så er det meget svært at forestille sig at andre kan. Så skide være med, at jeg ikke fik noget at spise, fordi der ikke var nogen til at stille det foran mig.
For det er det, stress også gør. Udover at brænde hjernen af, så ødelægger det selvfølelsen og selvtilliden, fordi man går fra at kunne ALT til at kunne INGENTING. Og derfor går man i gang med at kalde sig selv for grimme ting i døgndrift, men især om natten, hvor man ligger søvnløs, med stresshormonerne bankede rundt i kroppen og fortæller sig selv, hvor latterlig, taber-agtig, uelskelig og uduelig man er og hvorfor man ikke bare lige kan tage sig sammen og ryste det af sig – for det plejer man jo at kunne. Når man ikke engang orker, at tage den vanlige medicin: At spise og shoppe det væk, så er det et ret godt tegn på at den er gal. Det siger jeg ikke for at være nedladende, men fordi man kan ændre ret meget personlighed i sådan et forløb.
Det er ubeskriveligt, hvor rædselsfuldt det er, når ens hoved står af og man hverken kan tænke, handle eller gennemskue konsekvenser. Det plejer jo at være mig, der er herre over min egen krop og det giver altså tæsk på selvværdet, når man går fra forholdsvis intelligent med tjek på tingene til forvirret, uden overblik, grænsende til det demente.
Fx kan et simpelt spørgsmål om, hvor en tallerken skal stå, få hovedet til at snurre og hjertet til at hamre, man kan ikke koncentrere sig om at svare på et spørgsmål i Quizbattle, fordi tv’et kører samtidig. Eller læse en mail, selvom man er vant til at svare på 100 mails dagligt. Når man skal sætte krydser for at huske om hunden har fået sin medicin, ikke kan overskue at tømme opvaskemaskinen, man ikke kan svare på, hvor man bor og ikke kan huske opskriften på Spaghetti Carbonara (fløde og æg) Eller når det skærer i hjernen ved lyden af andre mennesker og man bruger dagevis for at være bange for sovepillerne, som man ved ligger i underste venstre skuffe i badeværelset, fordi det måske bare ville være bedre, hvis man slet ikke var her og dermed slap for at være en talentløs taber-nar, der er en belastning for alle.
Især hukommelsestabene gør det meget svært og meget synligt, at man er off. Eksempelvis har jeg spurgt, hvornår min søster bliver student i år. Det er 2 år siden, at hun fik huen på hovedet …
5 gange bad Anden Halvdelen om at jeg hentede en pakke på posthuset – det skete aldrig. En dag vaskede jeg hår tre gange, for jeg blev ved med at glemme at jeg havde gjort det. Jeg gik ud i køkkenet for at hente noget, jeg kom tilbage med min pung, pludselig anede jeg ikke hvordan, jeg skulle finde vej til banegården, selvom det er en rute, jeg har kørt tusindvis af gange… Og eksemplerne er talløse.
Men sådan er det. Udover hullerne i hverdagshjernen, så er hele oplevelser, begivenheder og minder er blevet fuldstændigt slettet. Det er virkelig frustrerende når folk spørger 5. gang om man VIRKELIG ikke kan huske dit og dat – eller tror at man lyver.
Jeg synes især, at det har været svært at forklare andre, at der er ting, man ikke kan. Eller det nærmest sygelige behov for alenetid, der opstår, fordi man bliver så overstimuleret af at være sammen med andre mennesker, at man nærmest kan græde af frustration. Det meste af hundedyrets fødselsdag blev brugt på at hyperventilere og små-pive på toilettet, fordi jeg ikke magtede at føre en samtale med de gæster, jeg selv havde inviteret.
Det er svært at sige, at man er syg, i hvert fald for mig, men jeg har også oplevet at det er svært for folk at forstå, hvorfor jeg ikke kan tage en frokost inde i byen, få besøg, har svært ved at lave aftaler (At skulle bestemte ting på bestemte tidspunkter stresser helt vildt!) ikke kan tage på familiebesøg eller en tur i Ikea eller i biffen. For det gør man jo bare og man virker latterlig, når man så står og siger:
”Jamen det kan jeg simpelthen ikke. Bare på at gå i bad har jeg brugt så mange kræfter, at jeg ikke orker mere resten af dagen”.
Det er jo bizart at gå fra at være Dronningen af multi-tasking til ikke, at kunne skrælle en gulerod, hvis nogen taler til en. Folk, der har haft stress ved præcist, hvad jeg taler om her. Alle dem, der ikke har, har ingen anelse om, hvad man går igennem. En undersøgelse, som læger og psykologer fra Bispebjerg Hospital står bag, viser, at kolleger til stressramte ofte reagerer med irritation, fordi de ikke kan forstå, at man ikke bare tager sig sammen. Hvilket præcis er det eneste man IKKE kan. I virkeligheden har man nok taget sig sammen for længe, men det gør det jo ikke nemmere for de tilbageværende kolleger, der skal løbe endnu hurtigere.
Det er også derfor, jeg nu fortæller historien åbent, selvom der er formentlig nogle, der vil mene at jeg fortæller alt for meget. Det er da heller ikke det fedeste, en arbejdsgiver kan google frem om mig, men jeg tror faktisk at ærligheden er den bedste vej frem. Måske vil færre mennesker ende med at gå ned med et brag, hvis vi rent faktisk tør tale højt om når det går galt, i stedet for, død og pine, at dække over det?
Jeg har selv været en af dem, der mente, at stress var noget overambitiøse speltmødre påførte dem selv ved kun at ville aflevere børn kl. 10, hente igen 13.30, køre den fede karriere, være en str. 32 og have et pletfrit hjem, en lækker mand, skønne veninder og 6 rejser til eksotiske steder årligt. Plus det løse. Og jeg er meget flov over, at jeg har tænkt sådan.
Intet kunne være mere forkert. Alle kan blive ramt og langt de fleste kommer ud på den anden side igen. Der er forskel på travlhed og stress og det er vigtigt at kende forskellen, for travlhed er ikke nødvendigvis dårligt.
Jeg tror altid at jeg vil have en snert af frygt for, at det hele ramler sammen igen, når jeg igen, igen, igen lader entusiasmen og ambitionerne løbe af med mig, men jeg føler også et ansvar for, at andre i samme situation, ikke føler sig alene, kan se et håb og frem for alt: Beder om hjælp meget før end jeg gjorde. For det må man gerne! Ligesom man skal huske, at man selv har et ansvar for at sige stop. At sige fra er noget af det værste, hvis man er ambitiøs, men der er ikke andre, der gør det for dig. Tværtimod.
Uanset, hvor alene man føler sig, så er der andre i samme båd, læs bare de tankevækkende historier her, her og her.
Jeg er blevet både et klogere og bedre menneske, men det ærger mig at prisen blev så høj, fordi jeg ikke gad lytte og troede jeg kunne klare hele verden alene. Husk at passe på dig selv og dem, du kender. Det er ikke svaghed, men styrke og det er meget vigtigere end du tror.
Oslo-guide: Miniferie i de lange underbuksers land
Oslo ligger ikke lige for, når man planlægger storbyferie. Faktisk nok heller ikke på hverken anden, tredje eller ottendepladsen og det er synd, for der er masser at komme efter i broderlandets hovedstad, især hvis du også er interesseret i skiferie.
Hovedstaden byder på restauranter i verdensklasse, lækre butikker og virkelig flinke mennesker. Altså virkelig flinke:
”De er simpelthen så søde heroppe”, var nærmest mantraet på turen for uanset hvor man færdes, så er der lutter flinke, hjælpsomme, servicemindede og imødekommende mennesker og betjening. Noget af en kontrast i forhold til herhjemme… Og så er Oslo centrum både hyggelig og smuk. Det eneste, der trækker ned af prisniveauet. Der har ikke været skyggen af finanskrise og økonomien blomster, så når en øl koster 100 kr., en gin&tonic løber op i 160 og en kanelbulle kan erhverves for 30 kr., så har de altså fat i den lange ende, de nordmænd…
Overskuelig hovedstad
Oslo centrum er ret småt og til at overskue. På de forskellige strøg er highstreet-kæderne rigt repræsenteret, men der er ikke noget at spare her. Faktisk er både H&M, Vero Moda og Vila dyrere i Norge end i Danmark, men du kan gøre gode fund hos den norske kæde Cubus. Bla. fandt jeg et par skindshorts til 100 kr.
Akersgatan huser de mere eksklusive butikker som Mulberry og Louis Vuitton og er også en skøn gade, bare at windowshoppe i. Når du er i området, så gå også forbi Stortinget og regeringskvarteret, hvor Anders Breivik gennemførte sit terrorangreb den 22. juli 2011. Det føles fuldstændig uvirkelig at den hyggelige by har været udsat for noget så grusomt og det er meget tankevækkende at gå der.
I det hele taget er det nemt at gå rundt til det hele, husk også sidegaderne til hovedstrøget, Karl Johans Gate, hvor der ligger en stor Acne-butik i Øvre Slotsgate.
Oslos svar på Greenwich Village
Tag også toget til det hippe kvarter Grünerløkka, Oslos svar på Greenwich village. Et arbejderkvarter, der er blevet hottere end hot og som myldrer med små fede designbutikker, secondhandtøj i luksusudgaven, gallerier og markeder. Sæt en hel dag af, for der er masser at se, sanse, spise og opleve og kvaliteten i butikkerne er høj.
Her skal du spise
En af tingene, der bestemt er værd at glæde sig til i Oslo er maden. Virkelig lækker mad på virkelig hippe restauranter som fx Grilleriet, der er et af Oslos in-steder. Det afspejler prisen naturligvis også, det er ikke ofte at man får en regning på 10.000 kr. på en restaurant, skal vi sige det sådan?! Men maden er fuldstændig fantastisk.
Det samme gælder i Oslos svar på Torvehallerne, Mathallen. Vær dog opmærksom på, at den lukker kl. 19. Andre anbefalelsesværdige steder er fx Palace grill. Man kan ikke booke bord, men møde op sent på eftermiddagen i baren ved siden af. Fast menu. Ligner lidt en bodega, men det er virkelig godt og dyrt. På Restaurant Eik og Nodee Asian Cooking på Majorstuen er både interiør, betjening og mad udsøgt. Benyt dig evt. også af muligheden for at gå på isbar og drikke drinks i thermodragt, siddende på isblokke i en bar bygget op af is.
Her skal du bo
Oslos hoteller ligger godt placeret i centrum og derfor er dine personlige præferancer ret afgørende. Vi boede på First Hotel Millenium og det var aldeles glimrende. God morgenmad, værelserne er dog ikke så store og bed gerne om et på 6 etage eller højere. Sporvognene i Oslo kører hele natten og de larmer altså en del.
Comfort hotel grand central, Thon Hotel Opera og Oslo Plaza er også gode bud, der ligger godt og centralt.
Gratis glæder
Med et højt prisniveau er der heldigvis også masser af gratis glæder at komme efter. Oslos nye opera, der er Nordens absolut flotteste, nede ved havnen er et must-see. Byens to bedste museer, Museet for samtidskunst og Nasjonalgalleriet, der blandt andet huser en fremragende samling af norsk nationalromantik og Edvard Munchs store hovedværker, har gratis entre om søndagen. Besøg også Vigelandsparten, der huser 200 skulpturer, deriblandt et kæmpemonument af 121 nøgne mennesker, hugget i samme granitblok, der er noget af et tilløbsstykke.
Shopping, spa og ski
Min tur var udelukkende business, så ski var ikke på programmet, men Trysil er et fremragende skiområde tæt på Oslo, hvor der både er børnevenligt, sorte pister, spa og store poolområder, så der er underholdning for alle, uanset alder og præferencer. Mange nordmænd tager på ski i weekenden, hvilket betyder billigere leje på skistederne mandag – torsdag.
Bonustip 1) Norge er ikke medlem af EU, så det kan for en gang skyld godt betale sig at handle toldfrit i lufthavnen.
Bonustip 2) Oslos lufthavn, Gardamoen, ligger sygt langt udenfor centrum og en taxatur løber nemt op i 2000 kr. Tag lufthavnsbus i stedet.
Bonustip 3) Lange underbukser anbefales om vinteren, også selvom du er på shoppetur.
Med adskillige daglige afgange til Oslo er det både nemt og billigt at komme nordpå med fly og ellers kan der sejles fra Frederikshavn og København. Oslo er helt bestemt undervurderet og virkelig et besøg værd, uanset om det er sommer eller vinter.
Louboutins med 75% rabat (næsten)
Når man ser i mit klæde- og skoskab, skulle man tro, at jeg ikke laver andet end at gå til smarte fester og receptioner, hvor store kjoler og stiletter er everydaywear.
Vi kan nok ikke komme længere fra virkelighed og selvom jeg altid, altid, altid er i høje hæle, så er det alligevel sjældent, at jeg har festskoene på. Derfor er jeg nu i gang med en større udrydning i garderoben.
Tingene bliver sat løbende til salg på min Tictail-shop, blandt andet et par Louboutins, den berømte Muuba Waterfall læderjakke og et par solbriller fra hotte Oliver Peoples.
Du finder alle godterne her - og husk at jeg løbende lægger nyt op. Meld dig evt. til at få en mail, når der er nyt på bloggen, så du ikke går glip af noget. Du skriver dig op via boksen til højre.
Har du lyst til at dele med andre? Så klik på en af knapperne herunder. Sharing is caring
The 12 month challenge
Normalt gør jeg ikke i nytårsfortsætter, for de bliver aldrig til en skid alligevel og så skal man gå og føle sig som en fiasko, fordi man endnu engang ikke formåede at gå mere i byen, se flere mennesker og få skrevet den sk… bog.
Men år har jeg sat mig i hovedet at gennemføre en såkaldt 12 month challenge.
Hver måned giver jeg mig selv en udfordring, hvor det primære kriterium er, at det skal være noget, jeg aldrig ellers ville gøre. Og det betyder ikke, at spise hvidt brød med både smør og nutella, som en ellers kreativt foreslog på Instagram :-)
Det skal være noget, der rykker grænser og udfordrer mig personligt, så man virkelig kan mærke at man flytter sig indvendigt.
Januar og februar er en længere historie, som jeg fortæller om senere, men påskelørdag, mens I andre proppede Jer med chokolade, store frokostborde og familiehygge, stod en anden på stranden i Kerteminde, i stiv kuling, klar til marts udfordring: Vinterbadning (Jeg er med på, at marts er en forårsmåned. Men når der ligger sne og det er frostgrader, så tæller det som vinterbadning. Basta)
Jeg VAR helt under. Men fotografen, indpakket i Northface-jakke, halstørklæde og store, pelsforede handsker, klagede over at det var koldt og iPhone kunne åbenbart heller ikke tåle mosten, for den gik kuldekold og derfor er der ikke billede af, mens jeg er under.
Jeg indrømmer gerne at stiv kuling, frost, sne og en chillfaktor på minus 12 ikke gav det mest velvalgte set-up til udfordringen, men det skulle gøres inden det blev april – og selvom det ikke ser sådan ud, så kunne jeg gå på vandet af stolthed over at have gennemført missionen.
Og jeg forstår dem, der påstår at man bliver afhængige af endofin-kicket. I hvert fald efter 2 Jägermeistere og 2,5 times karbad. For det var f*cking koldt. Men jeg gjorde det!!!
Kunne du finde på at kaste dig over sådan en udfordring? Og hvad ville du udsætte dig selv for?
Kan du lide hvad du læser? Så del gerne via knapperne nedenfor
5 franske favoritter, du ikke kan leve uden
En af de første ting, der sker, når grænsen til Frankrig krydses er, at indtage et apotek og giver sig til at flå ned af hylderne. De franske apoteker er et kosmetisk eventyrland, især når det kommer til hudpleje og kosmetikmærker, for de er vidt berømmede for at være ualmindeligt gode og prisvenlige. Nogle af dem kan også fås herhjemme, men udvalget er langt større og prisen endnu lavere, når de købes i La France.
Man mister som regel fuldstændig overblikket og køber sig fattig i fristende produkter, der skal prøves, men jeg tanker også solidt op af favoritter, der bare altid holder. Forbered dog gerne eventuelle medrejsende på, at det godt kan tage et par timer at gennemgå udvalget på de største apoteker systematisk (Her tænker jeg især på mænd, der har det med at blive noget stramme i betrækket, når de runder den første times ventetid…)
Alternativt kan du gå målrettet efter ting, der bare virker. Mit bud er disse fem franske favoritter som jeg, i denne omgang, synes er særligt anbefalelsesværdige – og hvor du ikke behøver betale overvægt på flyet, for de kan nemlig også købes på vores allerbedste ven: Netshops. Både de store skønhedssites, men også de franske apoteker, der nu er begyndt at sælge godterne på nettet, dog til en forholdsvis høj fragt.
Mais oui, selvfølgelig ingen hitliste uden den hypede Bioderma Créaline H20 Solution Micellaire, der går for at være favorit blandt både modeller, skønhedsredaktører og modefolk. Den er et one-hit-wonder, der fjerner både ansigts- og øjenmake up, er uparfumeret, skal ikke skylles af og koster ikke en skid. Derudover er den mild mod huden og på alle måder en lifesaver for de travle og dovne (læs: moi), der ellers ville gå i seng med ansigtet fuldt af krigsmaling. Du kan købe den på alle franske apoteker, både i en lille rejsevenlig størrelse og helt op til 500 ml til priser mellem 50 og 150 kr. Køb rigeligt, for den fås ikke i Danmark.
Vichys Liftactiv Serum 10 er forholdsvis ny på markedet, men værd at stifte bekendtskab med. Den bliver solgt som anti-rynke serum, men giver huden en overhaling, der både virker udglattende, fugtende og giver god glød. Til 200 kr. er der ikke meget at betænke sig på.
Der er få ting, jeg hader mere i verden end solcreme! Desværre bryder jeg mig heller ikke om, at ligne Hitler, hvilket nemt kan ske, fordi selv den mindste sol får mine fregner til at frembringe et tydeligt og umiskendeligt Hitler-overskæg. Solcremen Anthelios XL i solfaktor 50 fra La Roche Posay kan både forhindre det – og at jeg flår huden af mig selv i irritation over at have solcreme i ansigtet. Den er så tynd, at man ikke ligner en glinsende discokugle i ansigtet som andre fede solcremer – og så kan den fås i en version med en lille smule farve, så rødme, fregner, pigmentpletter og andet godt udjævnes. Ca. 150 kr.
Kropsolien fra Nuxe, Huile Prodigieuse, er en klassiker, men det gør den ikke dårligere. Den gyldne økologiske olie fås både med og uden glimmer og er et fantastisk multifunktionelt produkt. Den kan smøres direkte på huden, bruges til at samle tørre spidser i håret eller som dybdevirkende hårkur og koster ca. 150 kr. Til gengæld er jeg ikke superbegejstret for duften, men sådan er vi jo så forskellige.
Deodoranten fra Vichy kan modstå alt i modsætning til sine konkurrenter, der er dobbelt så dyre. Uanset om det er 35 graders varme, en præsentation af ideer for hele den samlede direktion, overgangsalder eller hot date, så skal du hverken bekymre dig om våde pletter under armene eller at lugte af ged (Pardon my french) Til ca. 100 kr. er det aldeles tilfredsstillende.
Står du ikke og skal til Frankrig foreløbig, så frygt ej. Webshoppen Escentual har kappet 1/3 af prisen på alle franske mærker, hvilket betyder halv pris i forhold til priserne i Danmark. Du kan shoppe løs indtil 1. april. Allez allez!
Har du en fransk favorit, du anbefaler?
Kan du lide, hvad du læser? Så del gerne indlægget via knapperne i bunden af indlægget. Du kan også skrive dig op til nyhedsbrevet via boksen til højre og modtage indlæg direkte i din indbakke
Let’s pretend this never happend
Madbanditten har fortalt, at hun, helt uventet, fik 2500 kr. ned i foret, den dag, hun fik sin lykkekat. Så heldig har jeg ikke været, faktisk har jeg haft en af de uger, hvor man ikke er knaldhamrende stolt af at være sig selv. Fx når man:
- Hælder kogende vand på et trusseindlæg. I en kop. Fordi den slags hygiejneartikler nu tilsyneladende skal forklædes i bittesmå, lyserøde, blomstrede breve og vedlægges i dameblade, så distræte mennesker som mig tror, at det er smagsprøver på en ny, smart, dyr hipster-the. (Se selv, jeg kan da ikke være den eneste, der har taget fejl?!)
- Joe and the Juice-dude møder en med hilsenen: ”Hey, skal du bare have det samme som i går?”
- Skal til fest, ikke har haft tid til at få highlights i garnet og derfor tænker, at noget lysningsshampoo er løsningen, men ikke lige tjekker, at lortet er sølvfarvet. Og derfor nu render rundt med en grå silverfox manke ala Gun-Britt. Hvilket er superklædeligt til hende – jeg ligner en, der er syg.
- Kebab-mand, allerede inden man har sagt sit navn, siger: ”Ja, det er dig, der skal have en dürum, ikke?”
- Går rundt i 4 timer til ovennævnte fest, før jeg opdager, at jeg har et chokoladeaftryk på størrelse med Sjælland på den ene kind, kæbe og halsen.
- Konkluderer: ”Det er alligevel så sent, at jeg sagtens kan gå tur med hunden, selvom jeg har lige har lagt ansigtsmaske”. Og så, selvfølgelig, møder anden aftenhundelufter, der er ved at gå i fortovet af skræk ved synet af mit blåhvide, genfærdslignede ansigt i skæret fra blinkende gadelampe…
Andre er heldigvis i samme båd. Jenny The Bloggess har udgivet en hel bog med lignende real-life incidents -bare sjovere. Det er her titlen på mit indlæg stammer fra – og så håber jeg at husbestyrerinden hos Evas Køkken får mere held med den udlovede lykkekat. Giv mig besked om din adresse, så søger jeg for at katten får et nyt hjem.
Når et fransk madøre får dansk ros
Mens Michelin-stjernerne blev drysset ud over restauranter i hovedstaden i sidste uge, så faldt der også lidt hæder af til Fyn. Ikke i form af stjerner, naturligvis. Den slags er tilsyneladende forbeholdt dem, der residerer bag kødgryderne i København, selvom der faktisk er masser af restauranter på Fyn, der fortjener en stjerne.
Men hæder i mindre målstok kan også gøre det og jeg er oprigtig glad for, at en af mine yndlings-gourmet-pushere, Caroline, er blevet tildelt et æresdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi for sin indsats indenfor den danske gastronomi. Især fordi Caroline er franskmand og nok derfor ikke den mest oplagte til at slå et slag for dansk mad…
Ofte bliver jeg mødt af et ”Hvem, hvad, hvor”, når jeg fabler om den lille butik i Nørregade i Odense, men heldigvis er der andre, der har opdaget Caroline og hendes dansk/franske fristelser. Kodeordet for varene i butikken er: Superlækkert!
Der er franske klassikere som foie gras, andeterrine, importerede franske pølser og danske lækkerier fra Fyn og Fanø som øko. kyllinger, lam, specialprodukter, tapas og min egen ret store last: En lækker færdiglavet ret, der kan hentes i butikken torsdag og fredag – hvis man når det, for de hjemmelavede gourmetretter bliver revet væk (Og ja, måske har man en enkelt gang sat gryden på bordet og labbet rosen i sig, selvom man ikke helt kunne tage æren for indhold. Pardon, Caroline)
Udover tingene er superlækre, så er betjeningen også altid i top og det venlige personale ser eksempelvis gerne masser af ingredienslister igennem for at sikre, at man ikke får noget med mel i, hvis man eksempelvis ikke kan tåle det.
Det er helt tydeligt, at butikken drives af en kæmpe begejstring omkring mad og smagsoplevelser, gode lokale råvarer og respekt for danske og franske gourmettraditioner.
Det er også baggrunden for et andet projekt Caroline står bag, ’Folkekøkken for Feinschmeckere’ der er en rejsende restaurant, som forkæler fynboerne med mad, tilberedt fra bunden af fynske råvarer af fineste kvalitet. Maden spises i selskabslokaler og forsamlingshuse over hele øen og maden tager gerne udgangspunkt i de råvarer, der findes på netop den egn, hvor arrangementet finder sted.
Du finder flere oplysninger om varer, arrangementer, opskrifter og andet godt på Carolines hjemmeside. Og har du tid, så sving ind på kaffebaren, der er kombineret med blomsterbutik, ved siden af. Der er også gode sager.
Skønt at Udkantsdanmark, god kvalitet og service også får lidt opmærksomhed! Måske nogen snart kan se ideen i, at vi skal have en fynsk pendant til Torvehallerne, her i Odense?
(Fotoet øverst er lånt fra Carolines hjemmeside. Mette Krull har fotograferet)
Når lykken kommer i form af en vinkende kat
En af mine yndlingsbloggere, Sneglcille, har en, jeg har set den hos adskillige bekendte og selv L.O.C. har en, hvilket må borge for en vis form for effekt.
Misfostret er en såkaldt Lykkekat, der officielt lystrer navnet Maneki-neko, er mere sjælden end køn, men bringer held, lykke, rigdom, personlig glæde og harmoni til ejeren og det skal man da være idiot for at sige nej til. Derfor har jeg ræset byen tynd i jagten på den sk… kat, men lykke er åbenbart noget, vi er low på, her på outlaw Fyn, for lykkekatten er udsolgt overalt – selv i Tiger er den blevet revet væk på no-time.
Naturligvis viser nettet sig igen som min allerbedste ven og et styk lykkekat står nu i vindueskarmen og basker lykken ind som var den betalt for det. Eller rettere, det er en bedende bevægelse, den laver med poten, siger Wikipedia, der i øvrigt ikke helt kan afklare om traditionen er fra Kina eller Japan.
Fast ligger det dog, at katten normalt er at finde ved indgangen eller i vinduet til butikker og restauranter med fronten ud ad for, med sin opadrettede pote, at bede lykken indenfor. Og at der er mest held ved katten, hvis man får den forærende som gave. Men eftersom jeg er i instant need of både held, lykke, personlig harmoni og økonomisk velstand, så har jeg simpelthen hen ikke tid til at vente på, at få den i gave og har klikket den hjem selv.
Til gengæld jeg tror på god karma og tør ikke lægge beslag på al lykken selv, så derfor er der også en mis fyldt med held( ok, det lød grimt) til en af Jer. Og da det er en gave må der være en shitload af held ved den.
Giv indlægget et Facebook-like og smid en kommentar, så trækker hunden i huset en vinder på søndag.
Anmeldelse: Tusind stjerner til Lieffroy
Der er steder, der er så lækre, at man får lyst til at holde dem for sig selv, så man er sikker på altid at kunne få bord og de ikke bliver overrendt af ”pøblen”. På den anden side, så er det også synd, at andre ikke får samme fabelagtige oplevelse som en selv, så derfor vil jeg godt løfte sløret for en perle: Lieffroy i Nyborg.
Hvis du er et madøre, så virker navnet formentlig bekendt. Det var nemlig Jean-Louis Lieffroy, der sendte Falsled kro til tops på gourmandernes stjernehimmel. Nu har sønnen Patrick og hans hustru åbnet egen restaurant, flankeret af den Lieffroy senior bag gryderne. Den legendariske kok var ellers gået på pension, men lod sig lokke med i projektet, der ligger i et fantastisk, smukt restaureret lille hus, helt nede ved stranden med skøn udsigt til både skov og Storebælt.
Nu har jeg været der tre gange og er aldrig blevet skuffet. Hver evig eneste gang er mad, vin, service og betjening gået op i en udsøgt højere enhed, hvor der ikke er noget at sætte en finger på – overhovedet! 
Konceptet er en fast menu, bestående af forret, hovedret og dessert til 390 kr. Derudover kan man tilkøbe to ekstra forretter og en ostetallerken, så man når op på 6 retter i alt. Maden er af uovertruffen kvalitet, gerne af lokale råvarer og de følger altid den naturlige sæson. Ved mit seneste besøg var vi derfor så heldige at begynde med en lille appetizer af stenbidderrogn med pulveriseret blå kartoffel – og et glas rosé champagne. Min allergi forhindrede mig desværre i at gå ombord i kurven med lækre kærnemælksboller – til medspiserens store begejstring. Han spiste alle 4 med absolut stort velbehag og ingen skam 
Vi havde begge valgt kammusling med variation af gulerødder, muslingesauce og dild som første forret, som var superlækkert. En stor meget mør musling, med godt bid og lækkert tilbehør, plus en toplækker hvidvin på 100% chardonnaydrue.
Her udmærker restauranten sig igen ved at løfte sig stilmæssigt for, hvor andre har en vinmenu, der passer til retterne, har Lieffroy vinmenuen i en kørevenlig udgave, hvor man får halve glas, således at man stadig kan få totaloplevelsen af mad og vin, der går op i en højere enhed og samtidig kan køre hjem. Og hvidvinen passede også til næste forret, hvor dagens fangst fra Storebælt, lige uden for vinduet, var torsk med sellericreme, persillesaft og bløde og syltede løg. Det er næsten naturstridigt, at torsk kan smage så godt!
En spansk Iberico gris med perlebyg-otto, jordskokker og beder udgjorde hovedretten sammen med en meget kraftig spansk rødvin. Sammen spillede de helt perfekt og grisen var langtidsstegt til perfektion.
Hvis jeg havde været en ”rigtig” madanmelder, så havde jeg nok gået mere op i vinene, hvilke fade de er lagret på og hvor længe, men som helt almindelig restaurantgænger er jeg mere optaget af at nyde maden, stemningen og servicen. Og jeg er ret imponeret over, at det lykkes personalet at liste ens overtøj i garderoben, folde servietten ud i skødet på en og fortælle om mad og vine uden at det på nogen måde føles anstrengende, opstillet eller påtaget.
Stemningen i restauranten er varm, afslappet, hyggelig, med udsigt over vandet og brændeovn. Og så står bordene så tilpas langt fra hinanden, at man ikke behøver spekulere på, hvor meget sidemanden hører af samtalen. Et stort plus i min bog!
Desserten var ”pæretærte” med karamelis, vanillecreme, lakridskys og rødvin. Igen, toplækkert, kreativt og en overraskende servicementalitet, da jeg spurgte til om der var laktose i desserten. Normalt vil jeg, som den flinke, men allergiske restaurantgænger jeg er, ringe og spørge til indholdet af menuen, så jeg undgår ting, jeg ikke kan spise, men det havde jeg ikke gjort i dette tilfælde, men det var intet problem. I stedet for blot at tage isen, der var problemet, væk, røg tallerkenen ud og fluks kom der en helt ny dessert ind. Meget, meget, meget god stil! Og den tilhørende dessertvin var også god.
Har man ikke fået nok, er der mulighed for at klemme kaffe og hjemmelavede petitfour ned og det kan anbefales. Når aftenen slutter og man mæt og glad, nærmest svæver derfra, bliver man diskret hjulpet jakken på – og får stukket et visitkort i hånden med navnet på ophavskvinden til nogle smukke keramik-æg, jeg tidligere havde spurgt til, mens Monsieur Lieffroy selv lige svinger forbi garderoben for at høre om det har været en god aften?
Nej, det har været en absolut fremragende aften på allerhøjeste niveau til en meget fornuftig pris, hvor kvaliteten er kompromisløs høj. Og det kan kun gå for langsomt med at komme på besøg igen. Det er en af Fyn aller aller bedste restauranter – i en prisklasse, hvor langt de fleste gang være med.
P.S.Mørke iPhone-billeder gør ikke maden ære, men jeg vil ikke ødelægge andres spiseoplevelse ved at knalde en blitz af konstant. Bestil i stedet bord og nyd synet selv.
Har du selv anbefalinger af gode steder? Så skriv det gerne i kommentarfeltet
Giver du pengene tilbage, hvis min mor dør?
Indrømmet, overskriften er på kanten. Den slags spøger man ikke med, men den udspringer af en sand historie (Min mor lever i bedste velgående, bare rolig)
Historien, der altså er sand, indeholder udpræget service og sko, hvilket er en kombination, der kan få en til, nærmest, at glide ned af sædet af begejstring.
Det amerikanske firma Zappos sælger primært sko og har en kundeservicementalitet, der ligger langt ud over det sædvanlige.
Eksempelvis har de ikke noget nævneværdigt markedsføringsbudget, men arbejder i stedet benhårdt på, at tilfredsheden med deres kundeservice når verden rundt og skaffer kunder ad den vej. Meget tyder på at det lykkes, nu er denne historie i hvert fald nået mig, der kan fortælle den videre til dig:
Mand i USA har en syg mor. Hun har tabt sig voldsomt pga. sygdommen og har derfor brug for nye sko, da de andre ikke længere passer. Den søde søn bestiller syv par sko til moderen hos Zappos mod lovning på, at han kan returnere de sko, der ikke passer, hvilket sagtens kan lade sig gøre, gratis og indenfor 15 dage.
Desværre forværres moderens sygdom, hun kommer på hospitalet og dør. Midt i sorgen og alle de ting, der skal ordnes glemmer sønnen alt om sko, der skal returneres indenfor tidsfristen. Til gengæld har kundeservicemedarbejderen hos Zappos ikke glemt ham og kontakter ham for at høre om alle skoene virkelig passede, siden han ikke havde sendt et eneste par tilbage – og manden må svare, at moderen er død. Det flinke menneske hos skoshoppen svarer tilbage, at han ikke skal tænke på at bøvle med returfragt, de vil i stedet sende en fragtmand og hente skoene.
Senere, da skoene er afhentet, dukker der et bud op med en buket blomster og en kondolencehilsen fra Zappos!
Jeg kan næsten ikke få armene ned i begejstring. Det er altså god stil og et firma, der har styr på deres kundeservice og dermed også styr på deres kommunikation. Det er intet mindre end genialt og det bedste eksempel på, når PR, kommunikation og service går op i en højere enhed, fordi der simpelthen ikke findes bedre reklame end den Zappos giver sig selv pga. deres servicementalitet.
I det sekund, de giver sig til at sende til Europa, så køber jeg aldrig sko andre steder igen!
Har du oplevet en tilsvarende god service? Og i givet fald hvor?
